
Bo tæt på studiet
Samtidig med, at man får besked på optagelse på Den frie Lærerskole (medio maj), tilsendes en liste over de boliger, som er ledige på skolen til august.
​
Man sender en ansøgning med 3 boliger i prioriteret rækkefølge retur til os.
Derefter trækkes der lod mellem boligerne og man får besked i slutningen af maj på, om man har fået en bolig.
​
Vi kan ikke garantere, at man får en af de 3 ønskede boliger. Men alle plejer at få en bolig på skolen inden studiestart.
​
Skolen har 75 værelser og 6 lejligheder. Derudover udlejes der gennem Brimer-kollegierne 32 værelser og 26 lejligheder (lejlighederne er fortrinsvis forbeholdt børnefamilier og par).
​
Til alle værelserne på Den frie Lærerskole og i Brimer-kollegierne er der fælles køkken og bad/toilet. Det betyder, at du skal være indstillet på at indgå i et forpligtende fællesskab, for at det bliver et rart sted at bo.
​
Værelserne er ikke møbleret. Så man skal selv medbringe møbler (skolen stiller dog et skab til rådighed).
​
I fælleskøkkenerne er der ofte allerede en masse fælles køkkenredskaber, spisebord og stole. Så tag kun de vigtigste køkkenredskaber med fra starten.
​
Lejen afhænger af lejemålets størrelse. Den billigste bolig (7m2) koster 10.100 kr. pr. år og det dyreste (63 m2) 49.000 kr. pr. år. Huslejen bliver betalt i 10 rater. De fleste værelser ligger i niveauet 16.500 kr. om året (18 m2). Hertil kommer varme og elforbrug.
​
Der betales indskud til boligerne inden indflytning på op til 2.500 kr.
Boligerne er klargjorte til indflytning fra 1. august
​

Brandts Minde er beliggende ca. 900 meter fra skolen. Der er tilknyttet en stor have med gode sidefaciliteter, som holdes af skolens pedeller.
​
Bygningen er inddelt i 3 etager med fælleskøkkener og fælles toiletter med bad på hver etage.
Værelserne er mellem 7 og 26 m2.
​
​
​

Munin
Munin ligger på skolens grund ved siden af skolens idrætshal. På den anden side ligger Hugin, som skolen bruger til sine kursister.
I Munin er der 10 værelser fordelt på 2 afdelinger med et køkken-alrum imellem, som er fælles.
​
Der er 2 toiletter med bad i hver afdeling af huset. Dvs. 4 toiletter i alt i hele bygningen
.

Æblegården og Bakkehuset
Æblegården og Bakkehuset er bygget sammen og ligger ned til skolens fællesareal ”Engvar”. På den anden side ligger skolens musikhus og hallen.
​
Æblegården og Bakkehuset er dog 2 selvstændige kollegier, på trods af, at de er bygget sammen,
​

Hovedbygningen
Hovedbygningen ligger i skolens centrum og ud til skolens gård. Den er inddelt i 3 etager, som alle har værelser i forskellige størrelser og fælles køkken og bad.
På 1. sal ligger dog en 2-vær. lejlighed med eget køkken og bad.
​
Størrelserne på værelserne varierer fra 15 til 37 m2.
​

Boghandlen
Huset er oprindeligt en gammel boghandel, hvoraf navnet. Bygningen er placeret mellem hovedbygningen og Himmerigsgården med indgang fra hovedvejen.
Boghandlen er inddelt med lejligheder i stue-etagen og værelser med fælleskøkken på 1. sal.
​

Brimerkollergierne
Brimer-kollegiet består af tre boafsnit. Toften, Plantagen og Himmerigsgården og råder over i alt 58 lejemål, alle beliggende i Ollerup tæt ved Den frie Lærerskole.
Området er præget af stor aktivitet, et rigt foreningsliv og tæt på offentlig transport.
​

Mindedal
Mindedal ligger på skolens grund med udsigt udover skolens store plæne og grønne fællesarealer. I stueplan er der undervisningslokaler og ovenpå er der 2 boliger, som har fælles køkken og bad med badekar.
Den ene bolig er 63 m2 og har 3 værelser. Den anden bolig er inddelt i 2 værelser.
​